Udskolingen

Udskolingen

Velkommen til udskolingen på Aarupskolen

Udskolingen på Aarupskolen defineres som alle klasser fra 7.-9. årgang.

Alle klasser i udskolingen har én fast klasselærer. Klasselæreren udgør en central figur i relation til elevernes læring og trivsel, samt i forhold til forældresamarbejdet i klasserne.

Fra skoleåret 2017-18 er vi blevet MOT-skole. MOT er et projekt, der aktivt går ind og arbejder med eleverne for at skabe robuste unge, der har mod til at træffe egne valg og som inkluderer alle. Det er oprindeligt et norsk projekt, der har fokus på 3 værdier: MOD til at leve, MOD til at sige nej og MOD til at vise omsorg. Det består af 5-6 årlige besøg fra MOT i udskolingens klasser, samt diverse events. Desuden er 4 medarbejdere fra Aarupskolen blevet uddannet som MOT-coaches. MOT skaber bedre trivsel, mindre mobning, mindre fravær og robuste unge.

I udskolingen tilbydes profil-linjer. Her kan eleverne vælge et fag pr. skoleår, som de vil følge. Profil-linjerne er i skoleåret 2017-18 er Innovation og Iværksætteri, Drama, Medier, Teknikfag, Kroppen på toppen og Madkundskab med prøve.

Hvert forår tager 8.årg. på lejrskoleophold i en uge. Destinationen kan være i udlandet et sted eller i Danmark, det er den enkelte årgang og deres klasselærere der afgør, hvor turen går hen. I foråret 2018 går turen eksempelvis til Tjekkiet, og i 2019 til Bornholm. Turens formål er både hygge og trivsel, men har også et fagligt sigte. Det hedder jo lejrSKOLE.

Udskolingen på Aarupskolen deltager i projektet EUD i Skolen, Skolen i EUD. Projektets overordnede mål er at sikre understøttende tiltag, som bidrager til at flere unge kommer i uddannelse og dertil flere, som påbegynder en erhvervskompetencegivende uddannelse efter grundskolen – særligt scienceuddannelserne. Projektet vil implementere valgfagssamarbejde mellem de fem erhvervsskoler i Odense og Assens og grundskolerne i Odense, Nyborg, Kerteminde, Nordfyns og Assens Kommune. Valgfagene skal motivere og introducere til en erhvervsuddannelse. Der vil være særligt fokus på scienceuddannelser (naturvidenskabelige, tekniske eller sundhedsfaglige). Endvidere vil projektet understøtte og implementere en kvalificeret undervisning i faget Uddannelse & Job i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning og lokale virksomheder.

Elevernes stigende brug af mobiltelefoner i skoletiden er til megen debat. I udskolingen på Aarupskolen forholder vi os til dette og eventuelle følgeproblemer af overdreven brug af mobiltelefoner, såsom koncentrationssvigt og mobilmobberi. Hver klasse udformer sine egne mobil-regler i et samarbejde mellem eleverne og lærerne. Desuden forsøger vi at sætte fokus på hvordan eleverne kan bruge mobiltelefonerne hensigtsmæssigt.

Derudover har vi i udskolingen et aktivt elevråd, der iværksætter mange ting, bl.a. en temadag. Vi deltager i diverse sports-events, såsom skolefodbold, håndbold og volleyball. Vi tilbyder desuden mulighed for at aflægge prøve i Goethe-tysk.

Ovennævnte er kun nogle af de mange initiativer, som bliver afviklet i løbet af dette skoleår. Vi glæder os til et spændende skoleår og en masse gode læringsforløb.

Med venlig hilsen

Michael L. Sørensen

Koordinator 7.-9. årgang